Design Factory logo Design Factory Interface Emballage Publikationer Identitet Hjem | English | @

nyheder
Nyheder



Nyheder

13.04.07: Design Biennale

20.03.07: KB kampagne

19.01.07: Fuglsang identitet

23.10.06: Årets beretning 06

28.06.06: Glyptoteket

24.05.06: Monies website

22.12.05: CINEFOGO website

08.11.05: DKF nominering

18.11.04: Papyrus Award

27.05.04: Årets Bogarbejde

26.05.04: Børsen artikel

Børsen overskrift

Børsen, onsdag d. 26 maj 2004, "Mediemarked" sektion, s. 4.

Grafisk branche udfordrer middelmådigheden

Mange virksomheder vælger pakkeløsningen, der hvor de kunne have fået en individuel og unik løsning, mener grafisk designer Jeanne Philip

af Michael Grønnegaard

Dansk grafisk design er i verdensklasse, men mange virksomheder vælger alligevel ofte en intern DTP-løsning eller det, der er værre, når årsberetningen eller jubilæumsbogen skal produceres, simpelthen fordi man tror, det er billigere. Men det er en udbredt misforståelse, mener grafisk designer Jeanne Philip fra Design Factory. Hun ser alt for meget mainstream-arbejde der, hvor virksomheden kunne have valgt en unik løsning til rundt regnet samme pris.

Sammen med en gruppe af fagfolk fra den grafiske branche er hun i morgen aktuel på udstillingen »Årets Bogarbejde 2003« på Kunstindustrimuseet med bogen Aquatic - New Pleating Technology om tekstildesigneren Thea Bjergs nye plisserings-teknikker. Og hendes pointe er, at det lige så godt kunne have været en produktion for en virksomhed. Men det er for sjældent - ofte af de forkerte grunde.

Glade amatører

»Der er alt for mange glade amatører, fordi mange tror, at det er alt for dyrt at bruge eksperterne. Men jeg tror rent faktisk, at mange virksomheder ender med at bruge mere, hvis man medregner alle de ustyrede interne ressourcer, og så får de ikke et produkt, som er halvt så godt,« siger Jeanne Philip.

Hun understreger, at det selvfølgelig kræver teamwork, tilrettelæggelse og kompetent styring af processen, så leverandører blandt andet bliver holdt op på det tilbud, de har afgivet. Og det behøver man hverken rejse til USA eller andre verdensdele for at få. Inden for landets grænser er alle relevante fagområder stadig tilgængelige.

»Der er ikke noget, som ligger mere end seks timers kørsel væk, og teamworket skal skabes og iscenesættes af en person, som samtidig tager det faglige og økonomiske ansvar. Men så kan det også laves for almindelige penge,« siger Jeanne Philip.

Med afsæt til den aktuelle bog, som samtidig er videresendt til bogmesserne i Leipzig og Frankfurt am Main for at indgå i bedømmelsen »Verdens smukkeste bøger«, slår Jeanne Philip derfor til lyd for, at dansk erhvervsliv i højere grad bruger dem, der er eksperter inden for grafik, serigrafi, bogbinding og trykning mv.

»Eksperter vil - på hver deres måde - gerne yde deres bedste og bruge deres erfaringer, når de bliver spurgt og opildnet til det. Og så får man et resultat, som er så unikt, at man kan føle sig frem til det og som også andre fornemmer er særligt,« siger hun og mener, at det burde være i alles interesse.

Smæk for skillingen

At der venter de virksomheder, som vælger den håndværksmæssige løsning et ekstra smæk for skillingen, er Thea Bjerg-bogen en godt eksempel på. Blot for at nævne nogle af de eksklusive detaljer, så er omslaget skabt af en helt speciel papirtype, som kun produceres i en stærkt begrænset mængde i Tyskland, og som fremhæver silketrykket i en sådan grad, at det både kan ses og føles. En grafisk lækkerbisken er de plisserede sider, som på en stilfærdig måde understreger bogens tema. Og sådan kan man blive ved, men Forening for Boghåndværk sammenfatter det i virkeligheden mere præcist: »Sensuel, smuk, sofistikeret. Disse ord er brugt om tekstilkunstneren Thea Bjergs værker, og de samme ord kan man passende bruge om bogen, i hvilken de er præsenteret.«

© 2004 Børsen. Gengivet med tilladelse.